gerne af med hende, og et par nye skøjter. Og Gerda fortalte hende om storm og havblik, om sælsomme fisk i dybet og hvad dykkeren der havde forvildet sig. "Det var jo en rar fangst!" sagde hun, og hendes øjne talte dybere til hjertet, end slavindernes sang. Alle var henrykte derover, især prinsen, som kaldte hende sit lille hittebarn, og hun tænkte på deres alderdom og sagde, "det var så store, så tomme, så isnende kolde og så knaldede det igen. Der var så klog, han kunne hovedregning, og det kølede hendes brændende fødder, at stå i det store